Historien om andelsmodellen

Begyndelsen

Andelsbevægelsens fødselsår sættes herhjemme til 1866, da den første danske forbrugsforening, Thisted Arbejderforening, blev stiftet i Thisted af provst Hans Christian Sonne.

De første idéer om en andelsbevægelse udsprang af social indignation og stammer fra England i slutningen af 1700-tallet samtidig med den industrielle revolution. Grundtanken var at skabe økonomisk samarbejde mellem økonomisk ringestillede mennesker for derved at forbedre deres kår. I 1844 blev det første succesfulde andelsselskab grundlagt af 28 fattige vævere i nordengelske Rochdale.

En af hjørnestenene i brugsforeningen og fremadrettet for andelsbevægelsen blev en række principper, som i høj grad er blevet til pba. af industriejeren og samfundsdebattøren Robert Owen (1771-1858) og lægen William King (1786- 1865).

Principperne består i, at:

• De indkøbte og fordelte varer skulle være rene og uforfalskede
• Betalingen skulle ske kontant ved modtagelsen af varerne
• Et eventuelt overskud ved virksomheden skulle fordeles til medlemmerne i forhold til deres køb
• Styreformen skulle være demokratisk, således at hvert medlem havde én stemme
• Der skulle være åben adgang for nye medlemmer
• Priserne skulle være de gængse dagspriser

Ingen af disse 28 vævere kunne opnå nær de samme fordele alene, som de kunne ved at indgå i fællesskabet; et fællesskab de også selv var medejere af og dermed var med til at lede og styre.

Fordelene for den enkelte forbruger var tydelige, og brugsforeningerne voksede også hurtigt i antal og medlemsskare. Ideen om brugsforeningerne kom også snart til Danmark. I 1896 oprettedes Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, FDB, hvis væsentligste formål var at foretage fællesindkøb for de enkelte foreninger.

FDB var forløberen for det, vi i dag kender som Coop amba, der driver kooperativ virksomhed på de snart 200 år gamle Rochdale- principper. Coop amba har i dag ca. 1,4 mio. medlemmer og en omsætning på 45 mia. kr.

Andelstanken havde bevist sin succes og holdbarhed blandt forbrugervirksomheder, men stoppede ikke her. Kun få år efter de første brugsforeninger i Danmark fulgte de første andelsmejerier. Hvor brugsforeningerne var en idé, der blev importeret til og udbredt i Danmark, synes de producerende andelsselskaber – som eksempelvis andelsmejeriet – at være en dansk opfindelse.

Det første andelsmejeri, Hjedding Andelsmejeri, blev stiftet i 1882. Grundtanken var, at den enkelte mælkebonde kunne og skulle aflevere hele sin mælkeproduktion til mejeriet (den senere betegnede aftager- og leveringspligt).

Mælkebonden fik som medejer af mejeriet del i et eventuelt overskud ift., hvor meget mælk han havde leveret. En mælkebonde med mange malkekøer fik således en større del i overskuddet end en mælkebonde med en lille besætning. Men på mejeriets generalforsamling stemte man ”ikke efter høveder, men efter hoveder”; Én mand, én stemme. Andelsbevægelsen var helt fra begyndelsen demokratisk.

Et af målene for andelsmejerierne var, at de ville forbedre mejeridriften. Ved at gå sammen blev der en større mængde mælk at lave mejeriprodukter af, og der blev råd til at købe moderne maskiner og til at ansætte folk, der var uddannet inden for mejeribrug. Det betød, at produkterne kunne forædles, og at man kunne sælge dem til en højere pris samtidig med, at produktionen blev mere rationel.

Man indførte også kontrol af, om dyrene blev fodret forsvarligt, og der blev stillet krav til hygiejne og opbevaring af mælken, omend de var lidt mere simple end nutidens krav.

Hermed var grundlaget for den virksomhed, som vi i dag kender som Arla Foods amba skabt. Arla Foods amba er i dag ejet af mere end 12.500 mælkebønder i flere europæiske lande og har en omsætning tæt på 80 mia. kr.

Lignende tanker og historie ligger bag slagteri- koncernen Danish Crown (ca. 8.250 andelshavere og en omsætning på ca. 58 mia. kr.) og landbrugs- selskabet DLG (ca. 30.000 andelshavere og en omsætning på ca. 59 mia. kr.). Også mange forsyningsvirksomheder er bygget op omkring samme andelsprincipper.

Andelstanken og -virksomhederne leverede det mange lokalsamfund efterspurgte: vækst, udvikling, arbejdspladser og stabilitet. Også inden for bankdrift (herunder garantsparekasser), realkredit og forsikring (gensidige selskaber) blev andelstanken grundlaget for en række virksomheder.

Blandt de største nuværende selskaber er Nykredit (Foreningen Nykredit, hvis medlemmer er koncernens låntagere, er hoved- aktionær i Nykredit koncernen. Nykredit koncernen er landet største kreditgiver med ca. 30 pct. af det danske lånemarked).

Andelstanken blev født ud af social og økonomisk indignation, men dens succes spiller uløseligt sammen med samtidige landbrugsreformer og industrialisering med efterfølgende vækst i privatforbruget og -efterspørgslen.

Parallellen til den demokratiske udvikling herhjemme og i Europa er også afgørende. De demokratiske tanker og principper kom derfor ikke kun til at gælde landets ledelse, men også mange af landets største virksomheder.

I dag spiller danske andelsselskaber ikke samme rolle for lokalsamfundene, som de gjorde tidligere. Der ligger ikke længere et slagteri og et mejeri ved siden af Brugsen i enhver landsbyflække. Men andelstankens succes skal ikke tælles i antallet af virksomheder, men nærmere det forretningsmæssige omfang, som stadig er betydeligt og baserer sig på succes både på det danske og det globale marked.

Danmark – og ikke længere Thisted – er at betragte som det lokale samfund, der leverer og høster af de ressourcer, der tilflyder andelsselskaberne.

Udfordringen for disse mastodonter i dansk erhvervsliv bliver at videreføre de grundlæggende andelsprincipper i en global og digital verden.

Input- og output-selskaber

I dag baserer andelsselskaberne sig ikke i samme grad på fælles principper om at drive virksomhed som tidligere. Den forretningsmæssige præmis er dog stadig, at ingen andelshaver alene er stor nok til at opnå samme stordriftsfordele som fællesskabet kan levere i forhold til den enkelte. Samtidig er der en fælles forståelse af, at:

• Virksomhedens udbytte fordeles til medlemmerne ift. medlemmernes forretningsomfang med virksomheden.
• Virksomheden er åben for tilgang af nye medlemmer fra virksomhedsområdet.
• Ethvert medlem har én stemme på virksomhedens generalforsamling (“én mand — én stemme”) uanset andelskapitalens størrelse eller medlemmets omsætning med virksomheden.

Et centralt punkt i andelsselskabet er selskabets forretningsmæssige platform. Som oftest opdeles andelsselskaber i hhv. input- og output-selskaber.

Input-selskaber modtager, bearbejder og afsætter medlemmernes produktion (eks. mejerier og slagterier), mens output-selskaberne betjener andelshaverne med varer eller tjenesteydelser (eks. detailhandel og realkreditselskaber). I begge tilfælde gør det sig gældende, at selskabet er ejet af andelshaverne og ledet ud fra demokratiske principper.

Hvor alle andelsselskaberne er fælles om at eje og lede den forretningsmæssige platform, opleves der forskelle på, hvor i værdikæden virksomhedens andelshavere befinder sig. I de andelsselskaber, der beskæftiger sig med forædling (eks. mejerier og slagterier), er andelshaverne leverandører.

I de andelsselskaber, der beskæftiger sig med servicering med varer og tjenesteydelser, er andelshaverne som oftest forbrugerne af disse varer og tjenesteydelser (eks. brugsforeninger og finansielle virksomheder. Førstnævnte betegnes ofte som kooperativer).

I begge tilfælde er andelshaverne personer. I input- selskaber er andelshaverne dog også produktionsvirksomheder (eks. et landbrug) og handler derfor ofte på grundlag af en virksomhedsrationel tankegang. I output-selskaber – de forbrugerejede andelsselskaber – bærer ejernes adfærd tilsvarende præg af, hvad man kan kalde forbrugertankegang.

Placeringen af ejerforholdene i værdikæden udfordrer andelsselskaberne på forskellig vis. De andelsselskaber, der beskæftiger sig med forædling, skal ledes og operere ud fra aftager- og leveringspligten. Det stiller krav om, at alle ejernes leverancer forædles således, at de samlet set skaber mest mulig værdi for ejerne og samtidig udvikler virksomhedens konkurrencemæssige positioner.

Tilsvarende skal de forbrugerejede andelsselskaber sikre sig, at de indkøber og markedsfører produkter og services blandt deres ejere, der modsvarer andre konventionelle konkurrenters tilbud (eks. fra Dansk Supermarked).

I dag kan det sjældent forventes, at andelshaverne og dermed forbrugerne er klar til at betale en højere pris end hos konkurrenterne for at opretholde fællesskabet i andelsselskaber.

Da andelshaverne af de forbrugerejede andelsselskaber sjældent har foretaget kapitalindskud eller ’deponeret’ deres produktion i andelsselskaber, er disse andelshavere som oftest mere interesserede i gode tilbud end virksomhedens forrentning af kapitalen på lang sigt.

Det vil nok være en forhastet konklusion at påstå, at de andelsselskaber, der beskæftiger sig med forædling, ligger under for et større indtjeningspres end forbrugerorienterede andelsselskaber, men der er en tydelig forskel på, hvordan andelshaverne i de to typer af andelsselskaber fokuserer, og dermed også hvordan virksomhederne drives.

Typen af andelsselskab kan også have betydning for, hvordan et andelsselskab vælger at foretage investering, og hvordan rationalerne for disse investeringer lægges frem for andelshaverne. Begge typer af virksomheder skal hele tiden balancere deres kortsigtede værdiskabelse for andelshaverne med virksomhedens langsigtede udvikling og den investering, det kræver.

Hvad angår investering, kan andelsselskaber blive mødt med modargumenter om, at ’pengene hører hjemme i andelshavernes lommer’. Omvendt har mange andelsselskaber gennem tiden været i stand til netop at overbevise deres andelshavere om, at investeringstunge indsatser som fusioner, opkøb, innovation og markedsindtog i fremmede lande har været den eneste vej frem for at sikre fortsat selvstændighed og overlevelse.

Det gælder særligt de andelsselskaber, hvor der er aftager- og leveringspligt. Denne dobbelte pligt fungerer ofte som en ’blodspagt’ med livet som indsats; overlever andelsselskabet ikke, gør andelshaverne det næppe heller. Den enkelte andelshaver er simpelthen i et økonomisk afhængighedsforhold til andelsselskabet.

Det er derimod sjældent tilfældet ifm. forbrugerejede andelsselskaber. Her har forbrugerne og samtidig andelshaverne som oftest mulighed for at finde andre leverandører af de pågældende varer og servicetjenester uden særlige merudgifter. Her er det ofte tilgængelighed, der kan være andelshavernes interesse – eksempelvis adgang til dagligvarer eller kapital i det lokale miljø.

Andelsselskabernes brancher og sektorer

Danske andelsselskaber har spillet – og spiller stadig – en afgørende rolle i mange brancher, og i hele den danske samfundsøkonomi. Selskaberne bidrager med både stor værdiskabelse, eksport, beskæftigelse og lokale/regionale/nationale aktiviteter.

I et globalt perspektiv klarer danske andelsselskaber sig godt. De 2000 største andelsselskaber i verden har en samlet omsætning på mere end 2.600 mia. USD, heraf knap 65 mia. USD alene fra danske andelsselskaber.

De 2000 selskaber er aktive på tværs af seks kontinenter og opererer inden for hovedsageligt landbrug og fødevarer (27%), forsikring (27%), grossist- og detailhandel (20%) samt industriproduktion (8%).

I Danmark er selskaber med andelsejerskab stadig primært at finde inden for:

• Landbrug (mejeri, slagteri og grovvare, eks. Arla Foods amba, Danish Crown, DLG og Danish Agro)
• Fiskeri (eks. Fiskernes Fiskesortering)
• Gartneri (f.eks. Gasa Nord Grønt)
• Pelsavl (f.eks. Kopenhagen Fur)
• Finans, forsikring og pengeinstitutter (eks.
• Foreningen Nykredit og Alm. Brand af 1792)
• Dagligvarer (f.eks. Coop amba), samt
• Forsyning (f.eks. forsyningsvirksomheder inden for vand, elektricitet, varme og fibernet)

De typiske brancher, hvor andelsselskaber er udbredte, har således ikke ændret sig meget siden slutningen af 1800-tallet og frem til midten af det 20. århundrede. I større grad har konsolidering af eksisterende andelsselskaber været det, der har præget udviklingen på tværs af brancher. En udvikling som også har været gældende på tværs af selskabsformer, og således ikke nødvendigvis har noget at gøre med andelsselskaberne.

At der stadig er andelsselskaber inden for de forskellige brancher, og at andelsselskaberne ofte er betydelige spillere i hver deres branche, er med til at understrege bæredygtigheden af andelsselskabet som virksomhedsform.

Ejernes indflydelse

En privat virksomhed kan herhjemme i juridisk forstand være organiseret på forskellige måder. Man taler i den forbindelse om virksomhedens ejerform eller virksomhedsform. De mest almindelige ejerformer er:

• Enkeltmandsvirksomhed
• Interessentskab
• Aktieselskab
• Anpartsselskab
• Andelsselskab

Det er ikke formålet her at gennemgå de forskellige ejerformer ud fra et juridisk perspektiv. Men det kan nævnes, at ovenstående liste reelt set er overlappende. Andelsselskaber kan således enten være et interessentselskab (I/S), kommanditselskab (K/S) eller en virksomhed med begrænset ansvar (andelsselskab med begrænset ansvar – Amba).

Særligt ift. sidstnævnte gør det sig gældende, at selskabet skal leve op til nogle helt særlige krav, herunder, at andelshaverne skal fremme selskabets interesser ved at fremme selskabets drift som aftagere, leverandører el.lign.

Valg af ejerform har mange juridiske og praktiske konsekvenser og muligheder. Men det siger ikke nødvendigvis noget om, hvordan ejerne i realiteten udøver deres ejerskab over for selskabet. Der er f.eks. stor forskel på, hvordan ejerskabet udmøntes i et familieejet selskab og et børsnoteret selskab på trods af, at begge selskaber kan være aktieselskaber.

I nedenstående model har vi anskueliggjort forskellige ejerformer ud fra et perspektiv om, hvordan ejerskabet øver indflydelse på selskabet.

Modellen illustrerer det særlige for andelsselskaber, at ejerskabet er spredt på mange andelshavere med ligelig fordelt magt og indflydelse. Det er det demokratiske princip om én mand en stemme, der her gør sig gældende.

Det spredte – men ligeligt fordelte – ejerskab skaber nogle andre dynamikker i den måde ejerskabet udmøntes, sammenholdt med eksempelvis børsnoterede selskaber. Her er der også tale om spredt ejerskab mellem aktionærerne, men ofte befinder majoritetsandelen af aktierne sig på hænderne af få aktionærer, eksempelvis pensionskasser.

Populært sagt gælder det således for andelsselskaber, at hvis der skal skabes opbakning til en beslutning på ejerniveau, skal der findes opbakning blandt mere end 50 pct. af andelshaverne, og ikke blot blandt få majoritetsaktionærer. Det har afgørende betydning i den måde ejerskabet fungerer på i andelsselskabet.

Bestyrelsesformand Jan Skytte Pedersen fra Eniig amba illustrerer det således:

”Der er større tålmodighed blandt ejerne i andelsselskaber, som man også ser det blandt flere familieejede selskaber. Men særlig ligeværdigheden blandt ejerne har haft afgørende betydning for andelsmodellens succes.”

I praksis ses det dog også i andelsselskaber, at få personer sidder med en særlig indflydelse. Denne indflydelse er dog knyttet til deres personlighed og evne til at samle opbakning og øve indflydelse gennem andre mennesker, som vi eksempelvis kender det fra Folketingets medlemmer.

I det hele taget er sammenligningen med det politiske liv nærliggende. Det skyldes ovenstående fordeling af stemmevægt, hvor alle er lige. Men også det næsten naturlige forhold, at når flere mennesker samles om en sag, grupperer de sig ofte i underliggende fraktioner efter holdning, perspektiver og særlige interesser på en række nøglespørgsmål. I det politiske liv kender vi det som politiske partier, hvor partierne repræsenterer en officiel og anerkendt struktur for gruppering af holdninger. I andelsselskaber foregår det fortrinsvist omkring særlige interesser og kan være mere eller mindre officielt og forskelligt fra sag til sag.

Inden for andelsselskaber tilknyttet landbruget er det ikke ualmindeligt, at eksempelvis økologiske landmænd plejer nogle særlige og fælles interesser, som andre mere konventionelle andelshavere måske ikke deler. Det kan ske gennem officielle udvalg og råd, men sjældent med tilhørende beslutningskompetencer.

For at forstå magtkoncentrationen blandt andelshaverne kræves der et kendskab til:

1. I hvor høj grad andelshaverne er enige i de beslutninger, der træffes omkring ejerskabet og selskabets drift og udvikling (i hvor høj grad er opbakningen til beslutninger i bestyrelse og repræsentantskab over 50 pct.).
2. Hvilke nøglespørgsmål der findes, og deres betydning for ejerskabet og selskabet, hvor andelshaverne har forskellige holdninger.
3. I hvilken grad andelshaverne grupperer sig og handler i enighed efter disse nøglespørgsmål.

Nøglespørgsmålene vedrører ofte nedenstående forhold:

• Priser og vilkår for de varer og services, som andelshaverne leverer eller aftager fra selskabet
• Governance- og ledelsesspørgsmål
• Spørgsmål vedrørende konsolidering og investering
• Selskabets overordnede strategiske retning, herunder fusioner og opkøb
• Vilkår for medlemskab, herunder optagelse og ophør

Grundlæggende er der ikke noget mærkeligt i, at andelshaverne kan have forskellige holdninger til en række nøglespørgsmål. Det opleves også i andre ejerformer.

Andelshaverne selv bør dog have opmærksomhed herpå ud fra en betragtning om, at sammenhængs- og beslutningskraften er to sider af samme sag i et andelsselskab. Strides andelshaverne i for stor grad, påvirker det deres evne til at træffe og gennemføre beslutninger.

Den ofte omfangsrige ejerstruktur i andelsselskaber kan medføre, at andelsselskaber – groft sagt – er lidt langsommere til at træffe beslutninger på ejerniveau end det ses hos andre selskabsformer. Det kompenseres ofte af, at den længere beslutningsproces skaber rammerne for velovervejede beslutninger, der er perspektiveret ud fra flere vinkler.

Samtidig kan den demokratiske beslutningsproces i mange situationer ligestilles med en implementeringsproces for det, der træffes beslutning om. Den lidt længere beslutningsproces, hvor mange parter skal høres, og hvor der tages kontakt til baglandet, fungerer ofte som en forklaring af rationaler og konsekvenser blandt andelshaverne.

Når beslutningen skal gennemføres af ejerne (der jo selv enten er leverandører til eller kunder i andels- selskabet), er kendskabet til beslutningen på forhånd meget stort. Andelshaverne er på den måde ofte meget hurtige til at efterleve beslutningen, når først den er truffet. Evnen til hurtigt at effektuere trufne beslutninger er ofte en væsentlig konkurrencefordel.

Bortfalder den grundlæggende sammenhængskraft, trues andelsselskabet dog også på livet. Uden eller med begrænset sammenhængskraft mellem andels- haverne forsvinder eller reduceres evnen til at træffe beslutninger og/eller føle sig forpligtet til at følge beslutningerne.

Andelshavernes evne til at lede selskabet er derfor reelt knyttet til sammenhængskraften blandt andelshaverne. Sammenhængskraft er ikke kun et spørgsmål om – en grundlæggende – enighed  blandt andelshaverne, men også om andelsejerskabet er aktivt, dvs. i hvilken grad andelshaverne deltager på officielle og uofficielle møder/aktiviteter, deltager i drøftelser  på tilhørende internetbaserede fora, etc. Er andelshaverne – eller størstedelen – reelt inaktive, forsvinder både kvaliteten og legitimiteten af ejerskabets beslutninger.

Mange andelsselskaber bør derfor løbende forholde sig til, om deres andelshavere både i antal og aktivitet er involveret i tilstrækkelig grad i deres ejerskab. De mange aktive ejere er hjørnestenen i selskabets forretningsgrundlag. Kun hvis andelshaverne ikke kan gå andre steder hen for at afhænde eller aftage deres produkter/services – altså monopollignende tilstand – kan selskabet overleve inaktive ejere. Om end det kun vil være i en begrænset periode, indtil nye konkurrerende tilbud eller løsninger tilbyder sig.