Verdens usikkerhed er både et grundvilkår og en mulighed

Usikkerheder giver også muligheder. Sådan lyder det fra M&A-ekspert Lars Rau Jacobsen, der opfordrer danske virksomheder til at sætte alt ind på at håndtere de risici, der kommer i usikre tider, så de kan gribe de mange muligheder, der også byder sig til i jagten på vækst.

”Usikkerhed i verden er et grundvilkår for virksomheder. Og når den ene usikkerhed er væk, kommer der en ny. Så det giver sjældent mening at være afventende og håbe på mindre usikre tider.”

Som partner i M&A-rådgivningsvirksomheden Clearwater International har Lars Rau Jacobsen stor erfaring med at risikovurdere brancher og virksomheder. Og selv om han, som så mange andre, også ser, at der kommer mange ”stød” udefra og makroøkonomiske udfordringer, mener han ikke, at det nødvendigvis er mere usikkert end tidligere. Det er snarere et grundvilkår, vi skal vænne os til i en verden, hvor status quo er et usandsynligt scenarie.

Håndtering af risici betyder alt

I det lys vurderer Lars Rau Jacobsen, at den mest afgørende ledelseskompetence i disse tider er risikohåndtering:

”Dem, der klarer sig godt, er dem, der mentalt kan agere i et marked, når der er usikkerhed, og samtidigt kigger på, hvor der opstår muligheder, som de kan agere på. For man skal huske på, at det også er i et marked med risiko og usikkerhed, at der opstår muligheder,” siger Lars Rau Jacobsen. Han har et klart budskab til ledere, der går med salgs- eller købstanker:

”Jeg tror, at usikkerhed i virkeligheden er en oplagt mulighed. Når der er usikkerhed, så ager i det. Og vær klar til at omstille dig. Vurder de forskellige risici i forhold til, hvad I vil, og hvad I ikke vil. Ellers kommer du til at bruge tid og ressourcer på de forkerte muligheder – og mangle handlekraft på de rette muligheder,” siger Lars Rau Jacobsen.

Vær klar til at agere

For at kunne håndtere risici er det vigtigt, at man er så forberedt som muligt, har en plan klar og er god til agere:

”Det er vigtigt, at man er afstemt på sin strategi, at man ved, hvordan man kan bruge M&A, og hvordan man kan bruge risici. Hvis der kommer en god mulighed, og du ikke er forberedt på det, vil du med stor sandsynlighed synes, at der er for mange risici til, at du får gjort noget. Det er en naturlig måde at agere på i usikkerhed,” siger Lars Rau Jacobsen. Han råder virksomheder til altid at være velforberedte, så man er klar, når en sælger eller køber kommer forbi på den hvide hest.

”Det kræver, at man har en skarp M&A-værktøjskasse og eksekveringsplan, som spiller sammen med virksomhedens overordnede strategi og prioriteringer,” siger Lars Rau Jacobsen.

Mange M&A-muligheder på vej

Han er ikke i tvivl om, at der kommer masser af M&A-muligheder i 2024:

”Selv om nogle avisoverskrifter måske siger, at der er lavere aktivitet i M&A-markedet, så er det slet ikke det billede, vi har. Det seneste data fra M&A-databasen Mergermarket viser, at vi i 2023 kommer tæt på niveauet i antal af solgte danske virksomheder de to seneste år, som har været rekordår,” siger Lars Rau Jacobsen og understreger, at det særligt er i SMV-segmentet, der er stor aktivitet. En udvikling, der ifølge Lars Rau Jacobsen udspringer af en generel ændring i mindsettet – både hos køber og sælger:

”Som køber erkender man, at organisk vækst kan være udfordrende i den nuværende økonomi og ofte en langsommere vej til at realisere den strategi, man har lagt, og derfor bruger man i stedet M&A til at vokse og realisere sin strategi. Og som sælger er man blevet mere realistisk omkring, hvor langt man selv kan bringe virksomheden og realisere det fulde potentiale i virksomheden. Det gør, at M&A over tid bliver mere og mere relevant som vækststrategi for købere og ejerstrategi for sælgerne,” siger Lars Rau Jacobsen.

M&A afgørende for vækst i fremtiden

Ifølge H&B’s Toplederbarometer betragter 26 % af toplederne M&A som afgørende for deres vækst i fremtiden. Det overrasker Lars Rau Jacobsen, at tallet ikke er højere, særligt fordi det efter Lars Rau Jacobsens opfattelse er svært at vokse organisk i mange brancher lige nu.

”I det nuværende makroøkonomiske miljø er organisk vækst i mange sektorer udfordrende at opnå, både ift. faldende priser og i nogle brancher også volumener,” siger Lars Rau Jacobsen. Han er derfor ikke i tvivl om, at M&A kommer til at spille en betydelig rolle:

”Hvis man har vækst som en afgørende del af ens mål og strategi, og det har de fleste virksomheder, så bliver M&A et altafgørende værktøj, fordi organisk vækst er svær,” siger Lars Rau Jacobsen, der ikke mener, at man skal lade sig afskrække af usikkerhederne ved M&A:

”Det at etablere sig organisk med ny adresse, ny organisation og et nyt marked uden kunderelationer er ofte mere udfordrende end ventet. Den usikkerhed er jo i virkeligheden væsentligt større, end hvis du køber en virksomhed, der er etableret og allerede har en organisation og kundekontakter,” siger Lars Rau Jacobsen.

Nemt at gøre ingenting

Noget af det, der ifølge Lars Rau Jacobsen er vigtigt, når vi taler usikkerheder, er, at man har vurderet, hvilket risikobillede man kigger ind i.

”De strategiske beslutninger, man tager, om det er organisk eller M&A, er jo altid en afvejning mellem risiko og afkast. Det er det, det hele handler om: Der er et potentielt afkast ved at gøre det her, og hvad er risikoen for, at det ikke realiseres?” siger Lars Rau Jacobsen. Han oplever gang på gang, at dem, der har mest succes med at gennemføre opkøb og skabe værdi af dem, også er dem, der er bedst i stand til at vurdere og håndtere de risici, der må være og i sidste ende eksekvere på de muligheder, der opstår.

Artiklen er en del af H&B’s årsskrift 2024: Ledelse som superkraft