Værdi kommer af at koble sig på virkeligheden

At arbejde formålsdrevet som virksomhed er ikke kun et spørgsmål om at bidrage til vigtige parametre i samfundet som klima, samfundsansvar og diversitet. Det er også et spørgsmål om, hvordan din virksomhed bliver værdiansat. Både på kapitalmarkederne og hos dine medarbejdere. Sådan lyder erfaringen fra Tonny Thierry Andersen, koncerndirektør i Nykredit, der hvert år er rådgiver i en lang række virksomhedsfusioner.

Hvorvidt, en fusion skaber den tiltænkte værdi, er afhængig af den nye ledelses evne til at forstå den samfundskontekst, virksomheden er en del af. Det er det klare budskab fra Tonny Thierry Andersen, som er koncerndirektør i Nykredit: “En virksomhed bør være et spejl af det, der er omkring os – ikke bare’en produktion af et eller andet’.

Hvert år rådgiver Nykredit en lang række virksomheder på den finansielle del i forbindelse med fusioner, og her er en af opgaverne at vurdere, hvorvidt en fusion vil skabe den værdi, som regnearkene forudsiger. Det kan der være mange indikationer på, men en af dem er, hvorvidt der er en strategi for, hvordan virksomhedens ageren og virksomhedens produkter er i tråd med den samfundskontekst, virksomheden er en del af. Spejler den aktuelle agendaer, trends og adfærd?

Matcher du samfundets krav?

En af de presserende samfundsdagsordener i dag er fx ESG, som både har betydning for den konkrete værdiansættelse af en virksomhed på kapitalmarkederne og for brandet over for kunderne, ligesom det for mange ansatte i dag er et parameter, der kan have betydning for, hvor vidt man vælger en arbejdsplads til eller fra. Hvis man som virksomhedsledelse forstår og kan svare på, hvordan man fremadrettet vil agere i den kontekst, så er det et skridt på vejen til at skabe værdi på den lange bane, siger Tonny Thierry Andersen.

”Vi oplever i stigende grad, at investorerne siger, at hvis der er styr på ESG i en virksomhed, så er det et tegn på ledelseskraft. Og hvis der er ledelseskraft, så er det en god indikator på, at der også er styr på andre ting i butikken,” siger han og uddyber:

”Kravene og forventningerne til, at du som virksomhed har styr på, hvordan du vil håndtere risici forbundet med den grønne omstilling, kommer alle steder fra efterhånden. Fra investorerne, fra leverandørerne, fra kunderne og fra dem, du måske gerne vil sælge din virksomhed til. Så det skal du kunne svare på i dag.”

Al ledelse er kontekstuel

Der er også en række andre ting, der skal være ”styr på i butikken” for at sikre værdi, siger Tonny Thierry Andersen. Han kalder det for ”de ydre og de indre kontekster her”.

Du kan sagtens lave regnearket, der teoretisk set viser, at en fusion kan skabe værdi. Fx større geografisk dækning, bedre produktudbud. Men hvordan kobler den nye virksomhed til virkeligheden?
Tonny Thierry Andersen

Endnu en ekstern kontekst kan være kundernes forventninger. Kun, hvis du har gjort dig umage med at forstå dem, og forstå hvordan du med din fusion imødekommer dem, kan du forvente værdiskabelse. Og så er der ikke mindst den interne kontekst, som handler om at undersøge, hvilke kulturer og forventninger, der er i de to virksomheder, der skal fusionere, og hvordan man kan skabe det, han kalder for ”det fælles big why”.

Tonny Thierry Andersen. Koncerndirektør, Nykredit og fhv. formand, Finans Danmark. Inden da har Thierry Andersen en knap 20 år lang karriere i Danske Bank bag sig, blandt andet som chef for Wealth Management og Personal Banking.

 

”Værdi kommer af ledelsens evne til at koble både den interne kontekst med den eksterne kontekst. En virksomhed bør være et spejl af det, der er omkring os – ikke bare en produktion af et eller andet, siger Tonny Thierry Andersen.

Han peger på, hvordan ”det meningsfulde arbejde” i højere grad er begyndt at fylde. Især blandt de unge, der ofte ikke ”bare” vil have et job, men gerne være en del af noget større.

Han opsummerer: ”Værdi kommer af, at du som ledelse formår at skabe mening med den fusion, du laver – ud over tallene. Mening i det samfund og den verden, du er en del af, og mening for dine medarbejdere.”

Artiklen er en del af magasinet: Ledelsesdrevet fusion – Langsigtet værdiskabelse i fusion og opkøb. Magasinet kan downloades her.

Hør mere

Hvis du har spørgsmål eller kommentarer, så ring eller skriv gerne.
Christina Heiselberg Højfeldt
Engagement Partner
Anders Nørgaard
Senior Partner
Jeppe Ramløv Overbeck
Partner