da en

Svigerfamilie i den formuende familie: Roller og bidrag til ejerskabet

I denne artikel ser vi nærmere på, hvordan du som svigerdatter eller svigersøn kan finde din rolle i familieejerskabet og hvordan I, i hele familien, kan skabe gode muligheder for adgangen til indflydelse og information for svigerdøtre og -sønner.

Udvikling af næste generation

Når vi taler om familier med inter-generationelle formuer, ligger der et stort udviklingsarbejde i at gøre børnene til gode ejere med fornuftige værdier, drømme og drive. Dette er en opgave for begge forældre, og her skal du som svigerfamilie tages med på råd og have dine ønsker hørt. Gå aktivt ind i arbejdet for at give dine børn en god fremtid som ejere og sørg for at deltage i planlægning og aktiviteter sammen med din ægtefælle.

Familiens filantropi

Mens investeringer og virksomhedsledelse i mange tilfælde er forbeholdt familie i lige linje, så er filantropi et område, hvor alle i familien kan/bør deltage. Filantropi – og den feel-good faktor, som det bidrager med – er et særligt godt område, hvor I kan samles i familien omkring det arbejde, der ligger i at gøre noget godt med formuen. Som svigerdatter eller -søn kan du blandt andet bidrage til indsatsen med frivilligt arbejde, netværk, vidensdeling og engagement.

Dyrk egne interesser

Der er meget energi i penge. Så meget energi, at man kan risikere at blive suget ind i en hvirvel af aktivitet, muligheder og informationsstrøm omkring forvaltning af en formue eller drift af en virksomhed. Derfor kan det varmt anbefales at sørge for at have et selvstændigt liv uden om ejerskabet med egen karriere, interesser og socialt liv. Ved at dyrke egne interesser, sørger du for at have et frirum, hvor du kan sætte din helt egen dagsorden.

Familiemøder

I familien kan I med fordel sørge for, at alle er godt informeret om dynamikken i formuen eller virksomheden. To årlige familiemøder med deltagelse af svigerfamilie og de ældre børn er en givtig tradition, som kan gøre meget for at binde familien sammen om formuen. Ved familiemøderne gives der information om formuens udvikling, nye initiativer og tiltag, et eventuelt familiekontors services og rådgivning og udviklingen af næste generation.

Her bør være rig lejlighed for at stille spørgsmål, komme med forslag og vise involvering for alle i familien.

Inspiration

Vil du arbejde videre med emnet? Her er en række spørgsmål, som I med fordel kan diskutere i familiens fora:

Spørgsmål til diskussion i familien:

  1. Findes der behov hos svigerfamilie om at blive involveret yderligere?
  2. Hvis ja; har vi forståelse for deres karrierer og kompetencer, så vi kan finde en rolle i ejerskabet til den enkelte?
  3. Har vi (nok) familiemøder?
  4. Hvis ja; bruger vi dem rigtigt og giver de nok mulighed for involvering og fælles læring?
  5. Er der fællesskab omkring udviklingen af næste generation? Hvordan sørger vi for, at det bliver en opgave for begge forældre/flere generationer?

Hvis du har fået interesse for involvering i udviklingen af næste generation, så foreslår vi at læse mere om emnet i vores nye magasin; Næste generation i det aktive familieejerskab – Udvikling og Engagement.

Magasinet kan downloades her. Du kan også skrive til os her for at få det trykte magasin tilsendt.