da en

Sådan bruger demokratiske selskaber deres tidløse formål som rettesnor for værdiskabelse

Ofte søger vi svaret på, hvad vi skal gøre i morgen, ved at være fremadskuende. Det er der ikke noget forkert i. Men for de demokratiske ejede selskaber* er der et andet element, der er vigtigt: Forståelsen af virksomhedens historiske afsæt.

I H&B er det vores erfaring, at man som demokratisk selskab får en rettesnor for, hvordan man skaber værdi i en nutidig kontekst, hvis man har forståelse for sit tidløse formål.

I en tidligere artikel om udviklingen af demokratiske selskabers værdiskabelses over tid beskrev vi, hvordan en tidssvarende værdiskabelse skal funderes i det tidløse formål. I denne artikel viser vi, hvordan man definerer sit tidløse formål, så det kan fungere som rettesnor for værdiskabelsen.

Hvad er et tidløst formål?

Kort fortalt er et tidløst formål en sætning, der forklarer hvorfor selskabet eksisterer. Formålet var selvsagt især vigtigt ved selskabets opstart. Hvorfor ønsker vi at samle en række mennesker og håndtere fælles indkøb, slagtning eller udrulning af elledninger? 

Det særlige ved demokratiske selskaber [1] er altså ejerskabet og den grundidé, som selskabet beror på. Fælles for selskaberne er, at de er født ud af tanken om, at man sammen er stærkere og bedre stillet, end man er hver for sig.

Grundlæggende var det en fælles interesse, som forenede de tidlige ejere. Disse tanker er sammen med et vedtægtsbestemt formål helt essentielle grundsten i fundamentet for størstedelen af de demokratiske selskaber, som også den dag i dag har en eksistensberettigelse.

Siden dengang har selskaberne gradvist udviklet sig, og har måske udvidet deres portefølje til at rumme flere forretningsområder og aktiviteter end de oprindelige, som skabte mening og værdi på det tidspunkt. I takt med, at man udvikler sig fra den oprindelige kerne, er det vigtigt at sikre sig, at der stadig er en forbindelse til ejerskabet og det oprindelige afsæt. Succesfulde demokratiske selskaber bruger netop her kendskabet til deres tidløse formål til at sikre denne forbindelse.

Det tidløse formål er afsæt for løfter og konkrete fordele

Det tidløse formål er altså det, som skaber grundlag for en konkretisering af den tidssvarende værdi, man ønsker at skabe for selskabets vigtigste interessenter. Som illustreret i figuren nedenfor indtager det tidløse formål en position i kernen af værdiskabelsen, som oftest udmøntes i henholdsvis løfter og fordele.

Et løfte skal fungere som et bevis på den forpligtelse, man har over for dem, man ønsker at være noget for. Løfter planter en forventning hos interessenterne, men giver samtidig organisationen noget at leve op til og navigere efter.

Fordelene konkretiserer værdiskabelsen yderligere i noget enkelt og målbart. Noget, der er håndgribeligt for interessenten, og som tydeligt udtrykker, hvad man kan forvente at opnå gennem selskabet. Og til enhver tid er formålet et centralt holdepunkt i formuleringen af denne værdiskabelse.

Sådan formulerer man det tidløse formål

Formuleringen af det tidløse formål kan ske ved hjælp fra følgende hjælpespørgsmål:

  • Hvad var de stiftende ejeres oprindelige hensigt med ejerskabet?
  • Hvad vil ejerne i dag mangle, hvis ikke selskabet var her?
  • Hvilken konkret betydning har vores vedtægtsbestemte formål i dag?
  • Når vi ser på vores historiske udvikling, hvad har så været gældende på tværs af epokerne?
  • Hvordan kan vores tidløse formål illustreres?
  • Hvilke nøgleord tillægger ejerne særlig værdi, og hvad betyder de?

Det er ejerne, der sammen skal formulere det tidløse formål. Ofte vil det være bestyrelsen, der gør det konkrete arbejde. Herefter vil det typisk være hensigtsmæssigt at involvere en bredere ejerkreds (eksempelvis et repræsentantskab) i den endelige formulering.

Eksempel: Det tidløse formål i Danish Crown AmbA

Et demokratisk selskab, som for nylig i samarbejde med H&B har været igennem en ejerstrategisk proces, er Danish Crown AmbA. Det centrale spørgsmål i processen var, om AmbA var den rigtige ejer af Danish Crown fremadrettet. Derfor undersøgte man blandt andet, hvad ejerne ville mangle, hvis ikke Danish Crown eksisterede.

Svaret var, at ejerne ser Danish Crown som en stalddør ud til verdensmarkedet, hvor landmændene ikke skal bekymre sig om afsætningen.

I processen formulerede Danish Crown AmbA et tidløst formål:
Danish Crown AmbA skal til enhver tid sikre en konkurrencedygtig og lønsom afsætning af slagtedyr”.

I samme omgang blev et tydeligt løfte for ejerstrategien formuleret, hvor de slog fast, at de ”… er til for de fortsættende og fremtidige andelsejere”. Formålet og løftet gav Danish Crown AmbA en særlig forpligtelse, hvor de beskriver ”… at Danish Crown skal gøre det attraktivt for ejerne at investere langsigtet.” Løftet til fortsættende og fremtidige ejere forpligtede AmbA-bestyrelsen til at finde den bedste løsning på lang sigt.

Kæden, som er illustreret nedenfor, viser, hvorfor det tidløse formål giver mening for selskabet, og hvordan det ligeledes udgør sammenhængskraften i ejerskabet. En sammenhængskraft, der gjorde sig gældende, da de oprindelige landmænd gik sammen, og som stadig gør sig gældende i dag. Et godt eksempel på tidløshed.

Hermed havde Danish Crown AmbA sat tydelige hegnspæle for ejerskab og formål og kunne herefter formulere en tydelig værdiskabelse i form af stærke og konkrete ejerfordele.  

Fordelene, man som andelsejere i Danish Crown AmbA får del i, er:

  1. konkurrencedygtig afregning på sine slagtedyr og leveringsret uden afsætningsmæssige grænser
  2. medejerskab og indflydelse gennem kredse
  3. repræsentantskab eller bestyrelsen
  4. ejerskab uden indbetaling
  5. faglig rådgivning og digitale løsninger
  6. løbende opbygning af kapital på navn i selskabet, som senere kan udbetales.

Danish Crown AmbA kunne slå fast, at landmændene som leverandører fortsat er de rette ejere til at bære selskabet ind i fremtiden. Og de skabte en tydelighed omkring fordelene og dermed værdien, der skabes for de landmænd, der sammen ejer Danish Crown.

Ejerstrategiens samlede indhold

Spørgsmålet omkring det tidløse formål er typisk et af de første skridt i en ejerstrategi. I en ejerstrategisk proces behandles en række emner, som kan grupperes i fire overordnede tematikker. Disse ses her:

Det tidløse formål, som hører hjemme i den første tematik, skaber forudsætningerne for at kunne gå dybere i drøftelserne om ejerskabet.

Hos H&B | Hildebrandt & Brandi har vi gennem årene arbejdet sammen med flere demokratiske selskaber om deres ejerstrategier. Vi har set mange gode eksempler på selskaber, som har formået at skabe et tidløst formål, der er forankret i selskabets afsæt og identitet. Derved har de skabt en klar retning for værdiskabelsen for selskabets interessentgrupper og et fundament for det videre arbejde i en ejerstrategi.


* Vi definerer her demokratiske selskaber som andelsselskaber, gensidige forsikringsselskaber, garantsparekasser, foreninger med forretningsformål m.fl.