Analytics Manager hos H&B Analytics
H&B Analytics søger en analytisk, struktureret og løsningsorienteret projektleder med konsulenterfaring til at hjælpe os med at tage det næste skridt på vores vækstrejse.
H&B Analytics leverer analyser i verdensklasse via to etablerede brands: H&B | Hildebrandt & Brandi og EPSI Rating Danmark. H&B Analytics er et subbrand til H&B | Hildebrandt & Brandi og derfor en stærk kombination af startup og etableret virksomhed.
Vi sætter en ære i at levere handlingsorienterede indsigter baseret på solide analyser og stærk forretningsforståelse. Teamet deler kontorfaciliteter med H&B og EPSI, og du vil derfor få din daglige gang i et dynamisk miljø med inspirerende kolleger og sjove samtaler ved frokostbordet.
Hvem er vi, og hvad tilbyder vi dig?
Hos H&B Analytics er vores to primære opgaver at løse projekter for og sammen med management konsulenterne i H&B og at drive EPSI Rating Danmark.
I H&B regi leverer vi komplekse analyser ifm. strategiske projekter for H&B samt Power BI-rådgivning, undersøgelsesdesign, ad-hoc-analyser og ikke mindst indsigt baseret på en bred vifte af analytiske metoder.
I EPSI Rating Danmark tilbyder vi kundetilfredshedsundersøgelser, branchestudier og en lang række andre stakeholder-analyser for førende virksomheder i Danmark.
For begge virksomheder er det essentielt, at vi ikke bare leverer resultater – vi leverer handlingsorienteret indsigt – primært på kunder, men også andre aspekter af virksomheden.
Vores klienter er typisk store, ambitiøse virksomheder, og vi arbejder i langvarige samarbejder, hvor vi engagerer os i klienternes virkelighed både personligt og fagligt for at matche deres behov og situation.
Vi vokser og søger nu en Analytics Manager til vores kontor i Aarhus, der formår at blande god energi og integritet med høj faglighed.
Som en del af H&B Analytics-teamet er dine nøgleopgaver:
- At være ansvarlig for projektledelse og planlægning inkl. koordinering af ressourcer og ledelse af projektdeltagere
- At være projektleder over mod et konsulenthus med behov for tempo, ejerskab og fremdrift, herunder at nedbryde problemer til konkrete analysebehov
- At udføre analyser med udgangspunkt i både meget store og mindre datamængder
- At bidrage til salg (mersalg, deltage på salgsmøder, udarbejde salgsoplæg)
- At formidle resultater og konklusioner i øjenhøjde med modtageren – på alle niveauer af en organisation
- At bidrage til at udarbejde skarpe rapporter med fokus på ”actionable insights” for modtageren
Du bliver en del af et team, hvor vi arbejder tæt sammen og løfter opgaver i flok.
Vi er et team, som får energi af at lave fede analyser sammen, alt imens der er et vedholdende fokus på udvikling, bidrag og trivsel.
Hvem er du, og hvad søger vi i dig?
Som den ideelle kandidat har du følgende kvalifikationer:
- Erfaring med projektledelse af større engagementer, projekter og mennesker
- Erfaring med kompleks problemløsning i samarbejde med managementkonsulenter (på deres præmisser)
- Erfaring med at udtænke og udarbejde komplekse kvantitative analyser
- Erfaring med salg af konsulentydelser
- Erfaring med at kommunikere med forskellige typer af interessenter (fra topledere til analysechefer til kundecentermedarbejdere)
- Erfaring med at designe værdiskabende rapportering
- Erfaring med kodning fx i R, Python el.lign. (alternativt: skarp dataforståelse)
- Erfaring med at opbygge netværk og relationer
- Erfaring med at bygge en virksomhed/afdeling op – og et ønske om at bidrage til virksomhedens udvikling og vækst
- Være flydende på både dansk og engelsk
Vi sætter dog ikke kun pris på din faglige bagage. Vi søger i lige så høj grad en kollega, der er positiv, samarbejdsvillig, fleksibel og fyldt med god energi, så du kan være med til at udvikle og vækste H&B Analytics.
Stillingen er som udgangspunkt en fuldtidsstilling, men har du et ønske om en 3 eller 4 dages arbejdsuge i stedet, så er vi åbne over for fleksible løsninger.
Det forventes, at du har bil til rådighed, da transport til klienter kan være nødvendigt.
Vi håber at finde din ansøgning i bunken
Du søger jobbet ved at uploade en motiveret ansøgning, et fyldestgørende CV og andre relevante dokumenter via knappen nedenfor. Læs mere om H&B Analytics her.
Rekrutteringsprocessen består af tre samtaler, og vi kalder til samtale løbende.
Vi glæder os til at høre fra dig.